Peter Lieps Hus har navn efter en tidligere skytte i Dyrehaven, Peter Liep (1837-96), der drev det som traktørsted fra 1888 til sin død. Indtil da havde det været bolig for en skovløber, og det kaldtes "Kildehuset" efter Kirsten Piils Kilde i nærheden. Men selv om Peter Liep kun havde stedet i 8 år, nåede han at sætte så meget præg på det, at det siden har været kendt som netop hans hus. På Peter Lieps tid så huset anderledes ud. Det bestod som i dag af et hovedhus langs vejen mod Klampenborg og en sidelænge langs vejen mod nord; men hovedhuset var et lille bindingsværkshus med to etager i den vestlige ende. Denne ejendommelige udformning adskilte huset fra alle andre små, skæve bindingsværkshuse, og det vakte almindelig sorg blandt skovgæsteme, da huset nedbrændte den 24. september 1915. Året efter blev det nuværende Peter Lieps Hus opført efter tegninger af kgl. bygningsinspektør Johannes Magdahl Nielsen, og i 1917 blev det taget i brug.

Magdahl Nielsen havde Dyrehaven som sit embedsområde og har tegnet de fleste af dens huse, også vildthusene. Han har med Peter Lieps Hus skabt en bygning, der uden at være en kopi af den gamIe alligevel har bevaret den karakteristiske forhøjelse af en del af huset.Også i dag er Peter Lieps Hus en bygning, som ikke ligner nogen anden, selv om den i alle detaljer er holdt i traditionel dansk byggeskik. Et portræt af Johs. Magdahl Nielsen, udført af Niels Hansen i 1936, hænger i stuen til højre for indgangen. Også det nuværende Peter Lieps Hus har to gange været mærket af brande, begge påsatte, i 1928 og 1952; men hovedhuset har bevaret sit udseende fra 1916.

Derimod er tilbygningeme nyere, idet kun hovedhuset blev reddet ved branden i 1952. Sidelængen langs vejen og pejsesalen i gården er opført i 1954, og den åbne pavillon, hvor madkurve kan medbringes, er fra 1960. Peter Lieps Hus har gennem tiden været samIingssted for de mange malere, der har arbejdet i Dyrehaven bl.a. kunstnersammenslutningen "Dyrehavens Malere" (stiftet i 1915), som i mange år holdt sine udstillinger først i koncertsalen på Klampenborg Badeanstalt og derefter i Den Frie Udstillings bygning ved Østerport. I stuen til højre for indgangen hænger en frise med portrætter af disse malere, hvoriblandt kan nævnes P. C.Skovgaard, Prof Chr. Zacho, Martin S- Rasmussen, Jens Sørensen og Wilh. Wils. Også andre kunstnere har bidraget til udsmykningen af Peter Lieps Hus, hvor der hænger malerier afbl.a. Jeppe Eisner og lb Eisner, samt raderinger af Otto Holm.

Således er Peter Lieps Hus ikke bare en restaurant, der ligger i Dyrehaven, men også selv en del af Dyrehavens kulturhistorie. Huset har oplevet mange generationer af skovgæster, både sultne og tørstige, og her kommer ofte bedsteforældre med børnebørn, som de fortæller om deres ungdoms besøg "hos Peter Liep". Om sommeren må Peter Lieps Hus konkurrere med Dyrehavsbakkens fristelser, så mange kun lægger mærke til det udefra, for man undgår ikke at lægge mærke til det kønne og særprægede hus. Men om foråret og efteråret, og måske navnlig om vinteren kommer det rigtig til sin ret. Når ilden buldrer i kaminerne og sneen ligger tykt i skoven, mens skovgæster og skiløbere flokkes om kaffen og de varme æbleskiver, oplever man stærkest, at Peter Lieps Hus er en uundværlig del af Dyrehaven.

Jeppe Tønsberg

Skytten i Kildehuset

Hvem var Peter Liep, som gav navn til det kendte traktørsted?
Johan Peter Liep var skytte i Dyrehaven fra 1861 til 1888. Da han gik af, fik han tilladelse til at drive beværtning fra det lille skovløberhus "Kildehuset", som det hed efter den nærliggende Kirsten Piils Kilde. Som skytte og senere værtshusholder blev han kendt af enhver københavner, først og fremmest på grund af sin særprægede personlighed.

Johan Eriksen, der efterfulgte ham som skytte, skrev i "Dansk Jagttidende" i 1940, at Peter Liep var "...en blanding af et stort, godt barn og en alvorlig eller hidsig mand, men godhjertet som få. "Han var frem for alt en rigtig gavtyv, som der gik et utal af historier om.

En af dem, som Eriksen fortæller, sammenfatter Peter Lieps grove påhit, gode hjerte og tørst. En frostkold vinternat havde Eriksen, hans far og Peter Liep fanget en krybskytte ved Eremitagen. Han forsvarede sig med en stok med blyklump i enden, men blev afvæbnet. Han skulle føres til Klampenborg, men det gik til på særlig vis. " Knap hans seler op, og knapperne foran ", sagde Peter. "Så kan han holde bukserne oppe og hvis han løber, slår du ham i nakken med hans egen stok! " Så gik optoget til Klampenborg, hvor de bankede jagtjunkeren op kl. 2 om natten. Han blev glad og bad dem bringe manden til politiet.

"Ja, det er godt nok, hr. jagtjunker", sagde Peter, " men nu må De give en lille en, for det er forbandet koldt, og vi har været oppe hele natten.
" Jagtjunkeren satte en karaffel vin og tre glas på bordet, men Peter var der straks: "Der mangler et glas, jagtjunker ! "
" Ja, jeg skal sgu ikke have noget at drikke midt på natten. "
"Nej, det kan jeg godt forstå," sagde Peter, "men ham der," og så pegede han på delinkventen. "Havde han ikke været, var der ikke blevet noget gilde her."

Peter Liep blev født på Bernstorff Slot, hvor hans far var gartner. Han kom i lære som "meutedreng" på Jægersborg. Meuten var de kongelige jagthunde. Det var en hård skole, hvor pisken det første år ramte drengene lige så tit som hundene. Det var vist også ved meuten han lærte at drikke, for jægerne var fugtige folk.

Peter Liep viste ualmindelige anlæg for skydning og blev ansat som skytte i Dyrehaven med bolig i Hjortekærshuset. Senere fortalte han om sine oplevelser med Frederik d. 7. , der i sine sidste år ofte kom for at fiske karper i Hjortekærsdammen.
Kongen og skytten, der begge satte pris på en spas og et glas, passede sammen.

Peter var med i krigen '64, og der gik selvfølgelig frasagn om hans bedrifter som skarpskytte. Selv talte han nødigt om krigen. Han lå ved Dybbøl skanse under belejringen, men var ikke med under den afgørende storm. Da var han indlagt på lazaret på Fyn med tyfus.

I den tid han var skytte skød han over 11.000 dyr - de fleste med gammeldags forladeriffel. Efterhånden kendte dyrene ham så godt, at det kneb ham at komme på skudhold. Han måtte indrette sig baghold i hule træer og vente på, at det bestemte dyr, han havde fået ordre på at skyde, kom forbi. Det fortælles også, bl.a af Henrik Pontoppidan i erindringsbogen "Hamskifte", at han klædte sig ud som gammel kælling for at liste sig ind på dyrene. Den historie stammer meget tænkeligt fra Peter Liep selv, men ifølge hans enke havde den ikke noget på sig. Men i myten om ham, skovtrolden, der bevægede sig. i grænselandet mellem konge og folk, mellem de vilde dyr og gøglet på Bakken, passer den godt ind. Det ligger ligefor, at han også skulle overskride kønsgrænsen og trække i kvindeklæder.

Peters trang til at spille folk et puds bragte ham sommetider i vanskeligheder. En tidlig morgen var han ude ved Taarbæk Kirke for at se, om han kunne skyde nogle hunde, der var slemme til at jage vildtet. Det ville han helst være alene om, men blev opdaget af et ældre ægtepar fra Taarbæk Da de spurgte om, hvad han var ude efter, sagde Peter for at blive af med dem: "Åh, det er bjørnen fra Bakken, der rev sig løs i aftes. Den har allerede skamferet en fiskerpige, og nu går jeg her for at skyde den!" Så fik han fred. Men ægteparret løb til Taarbæk og fortalte opskræmte historien. Efterhånden nåede rædselsberetningeme til skovrideren, der undrede sig over, at han ikke havde fået besked. Han gik da op på Bakken, hvor han fandt bjørnen forsvarligt bundet til sin pæl. Så fik Peter en streng irettesættelse for at fare med løgn. Peter fik nu luret skovrideren en anden gang. Han led nemlig af gigt og havde hørt, at grævlingefedt, brugt indvortes, skulle være et godt middel. Han bad Peter om at koge fedtet af og bringe ham, næste gang han skød en grævling. Det glemte Peter, men skovrideren blev ved med at spørge efter grævlingefedt. Nu kom folk nu og da og ville have en hund aflivet af skytten. Han kogte da fedtet af en hund og bragte det i en krukke til skovrideren. Ifølge min fars version af historien sad han netop ved frokosten og bød Peter på en dram og en bid brød med "grævlingefedt". Men den dag betakkede Peter sig. Han var ikke sulten.

Ellers nægtede Peter Liep sig aldrig vådt eller tørt. Han blev efterhånden for fed til at gå på jagt, og gigten plagede også ham. Derfor måtte han gå af allerede som 50-årig og flyttede til "Kildehuset", hvor han 1. april 1888 blev værtshusholder.

Peter fik kun en kort årrække som traktør. Men i den tid sad han troligt om sommeren ved stambordet foran "Kildehuset". Her sad han og fortalte historier i gode venners lag, bl.a. de mange kunstnere, der malede i Dyrehaven. For familien kan han nok have været en prøvelse. Min bedstemor fortalte, at om formiddagen var han gerne sur, om eftermiddagen anløben.

Det meget bajerskøl var ikke godt for hjertet, og doktoren formanede Peter til at holde igen med øllet. Så blandede Peter med porter. Den 30. november 1896 om aftenen sad han i kortselskab og spillede l'hombre med romtoddyerne på bordet. Han havde i nogen tid siddet i uheld, men fik gode kort på hånden, slog næven i bordet og meldte: "Solo!" Pludselig segnede han over mod sidemanden, der udbrød: "Hov Peter, skal du kigge i kortene?" Men den gamle kæmpe var død af et slagtilfælde. Hans enke Ane Liep drev stedet videre til 1908. Siden har familien ikke haft nogen tilknytning til restauranten. Huset er brændt ned flere gange og genopbygget i større skikkelse.

Peter Liep efterlod sig kun en datter, der fik efterkommere. Ingen af dem har noget med jagt eller skovbrug at gøre. De har også på andre måder fjernet sig fra den gamle, der som kgl. skovbetjent selvfølgelig var ærkekonservativ. Hvis han kunne vide, at et tipoldebarn, Ole Sohn, skulle blive formand for DKP, ville han gribe efter geværet.

Det eneste nogle af os har arvet fra ham er en trang til at gå over stregen og narre folk. Hvad de våde varer angår, er vi skam allesammen ædruelige folk.

John Liep